Navnet “Schalburg" er i dansk historie forbundet med landsforræderi, nazisme og terror mod danskerne. Christian Frederik Schalburg (1906-1942) var glødende antikommunist og antisemit og identificerede hele livet kommunister med jøder. Hele sit liv ventede han på at kunne befri Rusland, Schalburg blev født i netop Rusland i 1906, hvor han levede sine første år med sin danske far og russiske mor. Under revolutionen måtte den velstående og aristokratiske familie flygte til Danmark, hvor den blev en del af det russiske immigrantmiljø.

Antikommunismen blev her grundlagt hos Schalburg - den eneste overbevisning, han aldrig måtte tilpasse eller bortforklare. Efter uddannelsen og karriere i livgarden meldte han sig som dansk finlandsfrivillig i 1939 for at kæmpe mod netop kommunisterne, men kom til sin store skuffelse aldrig i kamp. Den største krise indtraf dog den 9. april 1940, da Schalburg - stadig i Finland – erfarede, at Danmark havde overgivet sig til tyskerne uden kamp. Han søgte forgæves at få den danske finlandsbataljon til Norge for der at kunne kæmpe mod tyskerne.

Dødsstød til demokraten
Men væsentligst: Hændelsen gav det afgørende dødsstød til Schalburgs tro på demokratiet, og i sin skuffelse over de danske politikere (og hovedparten af det danske forsvar) blev den glødende nationalist til en lige så glødende fortaler for den pan-germanske tanke om et Stortyskland befolket af ariere. Denne nye vej - som groede frem af en årelang tilslutning til de danske nazister - førte hurtigt til, at Schalburg meldte sig under Waffen SS, hvor han gjorde tjeneste ved Division Wiking.

Som tidligere i den danske livgarde blev han hurtigt populær hos mandskabet og i højere grad også hos den tyske ledelse, hvorfor han i 1942 blev gjort til chef for Frikorps Danmark. Han faldt på Østfronten - hvor han endelig kom i kamp mod de forhadte kommunister - i juni 1942. Under et voldsomt angreb blev han ramt af en granatsplint. Derefter opkaldte danske nazister deres terrorkorps efter hans navn, og schalburgtage bliver lig nazistisk terrorisme. Historikeren Mikkel Kirkebæk har skrevet en tyk biografi, som kommer grundigt rundt omkring personen C.F. Schalburg. Schalburg- en patriotisk landsforrædder er den dobbelttydige titel på bogen, der er udkommet på Gyldendal.

Kongehus med til bryllup
Takket været Schalburgs eneste barn, Alexander Schalburg, der døde i 2006, har Mikkel Kirkebæk fået adgang til et unikt materiale af breve, fotos og dagbøger. Mikkel Kirkebæk beskriver blandt andet myten Schalburg - de danske nazisters helgendyrkelse af ham og specielt den betydning, fremtrædende tyske nazister som Heinrich Himmler fik for hans efterladte kone og søn. Sidstnævnte kom under Himmlers personlige fadderskab, hvilket indtil nu har været ukendt i international Himmler-forskning.

Alt dette til trods deltog kong Christian den Tiendes bror, prins Harald og hustruen prinsesse Helena i mindehøjtideligheden side om side med den danske statsminister og udenrigsminister. 400 gæster var samlet i Odd Fellow-palæet i København, hvor sorte og hvide draperier smykkede salen. På begge sider af en tribune blussede ild fra store offerskåle, mens et militærorkester spillede Beethovens sørgemarch Eroica. »Det officielle Danmark stimlede sammen til mindehøjtideligheden for Danmarks største landsforrædder. I 1935 udnævnte Christian den Tiende personligt Schalburg til kammerjunker med hilsenen »os elskelig«. Som vagthavende officer spiste Schalburg ofte med den danske konge, og han gik til private fester hos kongens brødre, prins Gustav og prins Harald.

Hvordan kunne det overhovedet gå til?
- Schalburgs gudmoder var storfyrstinde Olga, datter af kejserinde Dagmar. Denne forbindelse har sandsynligvis åbnet for venskabet med den danske kongefamilie, et venskab, der yderligere blev udbygget, da Schalburg indtrådte som officer i livgarden. Op gennem 1930erne var Schalburg tæt på den royale familie, eksempelvis stod Prins Gustav, kongens bror, fadder til Schalburg søn ved dennes dåb. Kongehusets sympati for Schalburg forsvandt dog med besættelsen, hvor man tog afstand fra ham på grund af hans tilslutning til besættelsesmagten, siger Mikkel Kirkebæk. Mikkel Kirkebæk har brugt tre år på at grave i Rigspolitiets efterretninger og arkiver i Tyskland, England og i Danmark. Og han har hevet Schalburgs gamle dagbøger og breve frem af støvet.

Et vindende væsen
Når kongehuset holdt så meget af den unge Schalburg, skyldtes det også, at han var et vindende væsen. Kvinderne kastede lange blikke efter ham, og hans underordnede i hæren beundrede ham for hans fædrelandskærlighed. En soldat skrev ligefrem, at “der stod et lys om ham.”  I militæret skånede Schalburg aldrig sig selv, men gik forrest - også når det var hårdest. Schalburg var veltalende og smuk med sit lyse hår, falkeblikket og de høje kindben. Han skrev lidenskabelige kærlighedsdigte til sin kone, og købte hende dyre gaver, selv om familien var ludfattig. Han var også en snob, der selv indføjede et »von« i sit navn, selv om han blot var døbt Schalburg.


Hvordan kom du i kontakt med sønnen Aleksander? Hvad var hans indgang til at indgå samarbejdet? Var der en aftale, eller var han helt indforstået med, at du som historiker ville have frie hænder?
- Det tog mig omkring et år at få Aleksander Schalburg i tale. I starten svarede han ikke på mine breve, ligesom han i alle årene forinden havde undladt at svare på henvendelser fra andre historikere og journalister. Imidlertid sendte jeg han til sidst min forrige bog om nationalsocialistisk ungdom i Danmark 1932-1945, og da han kunne lide den, blev jeg endelig inviteret til hans hjem.

Jeg tror også, det spillede ind, at han var trådt ind i en livsfase, hvor han havde behov for at komme af med sin historie. Han var begyndt at blive alvorligt syg af cancer, da jeg mødte ham. Jeg betingede mig, at jeg måtte bruge familiens materiale uden klausuler af nogen art, og det blev fuldt ud accepteret af Aleksander Schalburg. Han var en sky, men meget begavet mand, der godt kunne se nuanceret på sin fars liv og handlinger.

Selvmodsigende
Titlen »en patriotisk landsforræder « er selvmodsigende - hvordan kan de to ting overhovedet hænge sammen?
- Den dobbelttydige titel henfører til to sider af Schalburgs person. At han trak i besættelsesmagtens uniform gør, at han må betegnes som landsforræder. Selv mente han dog, at dette var en patriotisk handling, idet han var overbevist om, at den kommunistiske flodbølge ville skylle ind over Danmark og Europa, hvis Tyskland tabte krigen - og dermed ville fædrelandet være tabt for evigt. At Schalburg den 9. april 1940, da han opholdt sig i Finland, forsøgte at komme til Norge for at kæmpe mod Tyskland viser også, at han var en mangesidet personlighed på dette punkt. Han vedblev eksempelvis også med at være meget vred over, at den danske regering overgav landet til fjenden uden kamp i april 1940.

Var ikke blot passiv
Var Schalburg en krigsforbryder?
- På trods af at Schalburg lagde navn til Schalburg-korpset, havde han jo ikke selv noget med dette terrorkorps at gøre. Schalburg faldt på Østfronten, inden korpset blev oprettet og vendte således aldrig våben mod egne landsmænd. På fronten var billedet noget mere broget. Schalburg var på mange måder en atypisk SS-soldat. Med rod i sin egen opvækst i Rusland mente han eksempelvis, at den slaviske race hørte til herrefolket. Det fremgår derfor også af hans breve fra fronten, at han viste stor omsorg for den slaviske civilbefolkning. Men samtidig fremgår det også, at han ingen omsorg viste for jøderne, tværtimod.

Jeg har ikke fundet beviser for, at Schalburg deltog direkte i nedskydninger af jøder, men på den anden side er det utænkeligt, at han ikke kendte til det, der foregik. Under alle omstændigheder kan man jo slå fast, at han ikke var passiv tilskuer til krigen i øst, men deltog aktivt i den og dermed blev en del af det maskineri, der myrdede i millionvis af uskyldige mennesker.

Kan man sige, at Schalburgs menneskesyn var en del af den bagage, han havde med fra zarens autoritære og udemokratiske Rusland?
- Det kan man helt bestemt. Schalburg blev hverken antisemit, antidemokrat eller antikommunist gennem sin tilslutning til DNSAP i 1938. Han blev så og sige opflasket med disse synspunkter fra barnsben. Det zaristiske rige stod jo for Schalburg som det optimale samfundssystem, og den spirende antisemitisme fra barndommen blev blot voldsomt næret af den russiske revolution, idet Schalburg mente, at kommunismen blot var en afart af jødedommen. At Schalburg blev nazist, markerede således ikke et brud med hans hidtidige overbevisning, tværtimod, det var et valg, der lå ligefor, når man tænkte som Schalburg.

Myten måtte der ikke pilles ved
Eftertiden har stemplet Schalburg lidt som »den onde mand«. Du nuancerer billedet. Er der en tendens til at betragte 1940-45 sort/hvidt?
- Ja, det har der i hvert fald været tidligere. I den umiddelbare efterkrigstid skulle man jo helst ikke pille ved myten om »et folk i kamp« og de sort/hvide billeder, som tiden i øvrigt fordrede. I dag er det dog langt mere legitimt, at have Waffen-SS, tyskertøser eller et menneske som Schalburg som forskningsområde, om end det stadig kan vække en del debat.

Har billedet af Schalburg ændret sig fra maj 1945 frem til i dag?
- Ja, det tror jeg. Men det er vigtigt at understrege, at min bog jo hverken forsøger eller ønsker at rehabilitere Schalburg. Der må ikke herske tvivl om, at Schalburg havde et forkvaklet menneskesyn, og at billedet af ham som landsforræder ikke ændres. Men han havde også andre og ukendte sider, som bogen bringer frem i lyset. Eksempelvis var han en højt respekteret og elsket mand op gennem 1930erne, såvel af sine garderrekrutter som af »rigets bedste mænd«. Det er jo interessant, at et ikon på ondskab, som Schalburg er, også har en sådan baggrund og historie.

Hvordan er din bog med til at ændre billedet og opfattelsen af Schalburg?
- At et menneske, der i den kollektive erindring er så hadet og foragtet som Schalburg, i virkeligheden også var meget elsket, endog af kongehuset som vi altid forbinder med en særlig loyal danskhed, giver jo nogle spændende nuancer i forhold til de stereotyper, vi ofte forsøger at inddele hinanden i. Der er vel ingen mennesker, der er født onde og kun indeholder ondskab - den erkendelse er vigtig. Det gør naturligvis ikke Schalburg til et bedre menneske end den nazist og landsforræder, han var, men det gør ham mere spædende som person og symbol.

Himmlers helt
Hvordan gik det til, at Schalburg ligefrem kunne blive en af Himmlers helte?
- Schalburg besad en række egenkaber, som Heinrich Himmler påskønnede; styrke, vovemod, opofrelse etc. Han var på alle måder en frygtløs soldat, som hurtigt vandt stort ry i Division Wiking. SS-Divisionskommandør Felix Steiner, havde et nært venskab med Schalburg, og da C.P. Kryssing blev fjernet som kommandør for Frikorps Danmark, blev Schalburg varmt anbefalet til posten.

På et hemmeligt møde mødte Schalburg Himmler for at diskutere overtagelsen af korpset, og Himmler fandt ved denne lejlighed stor sympati for Schalburg. Så stor at han inviterede Schalburg med i førerbunkeren, så han kunne møde Hitler, og efter Schalburgs død overtog han endog fadderskabet af Schalburgs søn. For mig var det dog en stor overraskelse, at Schalburg faktisk var en afholdt person. Den kollektive erindring i Danmark har gjort ham til den største landsforræder til dato. Han hadede jøder, var glødende nazist og trak i besættelsesmagtens uniform. Derfor er betegnelsen berettiget. Men det er også vigtigt at huske på, at selv det ondeste har menneskelige sider i sig